TEMA: PSYKISK ARBEJDSMILJØ. Drømmen fik en hård fødselEfter en hård sammenlægningsproces for daginstitutionen Essedalen var det psykiske arbejdsmiljø elendigt. Projekt 'det gode arbejdsliv' har hjulpet.Af: Trine Vinther LarsenStemningen var i bund og sygefraværet højt efter en lang proces, hvor personalet i daginstitutionen Essedalen i Glostrup skulle smeltes sammen. 
Børnehuset var allerede fra 2008 blevet etableret som en fusion af tre forskellige afdelinger. I 2011 kunne afdelingerne endelig flytte sammen under samme tag i et stort og nybygget hus. En fjerde satellitinstitution blev dengang tilknyttet, og som noget nyt skulle institutionen også rumme vugge­stuebørn.
»Det var vi slet ikke gearet til, og den mandag, de nye vuggestuebørn skulle komme, var vi flyttet ind i det nye hus om fredagen. Der stod 300 uåbnede flyttekasser herinde, og det var meget kaotisk,« fortæller institutionsleder Pia Pedersen.
Kaosset medførte masser af klatfravær i personalegruppen, og der skete flere fejl: Et barn blev udleveret til far i mors uge. Et barn, der overhovedet ikke havde tilladelse til at blive fotograferet, havnede på forsiden af et magasin. Og der opstod stor forældre­utilfredshed, som også resulterede i fraflytninger. 
»Alle skulle finde deres nye roller i det her store hus, hvor hverdagen var meget mere kompleks på alle niveauer. Helt almindelige ting fungerede ikke, og oven i flytningen var der også lige fem barsler blandt det faste personale, og de, der var tilbage på stuerne, stod meget alene og med mange både nye børn og kolleger. Det var en hård tid,« siger Pia Pedersen.

Mod trivsel. Meget naturligt blev mange af frustrationerne i kølvandet på flytningen rettet mod lederen, ligesom der i personalegruppen opstod mistro til hinanden, når kolleger igen var sygemeldte.
»Det fik jo indvirkning på hele stuen, at man midt i den her proces skulle flytte kolleger rundt, og det var ikke rart at stå over for forældre og børn, som lige var blevet trygge ved deres nye stue, og så blev de mødt af helt nyt personale. Det gav en virkelig dårlig stemning,« fortæller Thomas Nielsen.
Han er tillidsrepræsentant i Essedalen, og har været med sammenlægningsprocessen fra dengang, det kun var nogle streger på en arkitekttegning.
»Det var vildt spændende, og vi følte jo, det var vores hus, fordi vi selv havde været med til at sætte stregerne og bestemme, hvilke rum der skulle være. Men derfor var det også hårdt, at det var så svært at få drømmen gjort til virkelighed,« fortæller han.
De første trivselsmålinger og lederevalueringer viste dårlige resultater, men i stedet for at give op har medarbejderne og ledelsen siden 2011 sat fokus på at vende sygefraværet til trivsel.

Fik 85.000 i støtte. Projekt 'Det gode liv i Essedalen' startede med hjælp fra en ekstern konsulent, som blandt andet gennemførte anonyme trivselssamtaler med samtlige ansatte og ledelsen. Da denne proces nærmede sig enden, opstod chancen for at få støtte fra Forebyggelsesfonden.
»Vi var og er endnu ikke i mål, men det var oplagt at fortsætte. Vi kan allerede nu se, at arbejdet bærer frugt. De seneste MUS-samtaler og meldingerne fra vores konsulent viser, at de ansatte er blevet gladere for at gå på arbejde, stemningen er blevet bedre og helt konkret er sygefraværet faldet. Før kunne man være sikker på, at var der en virus nede i Roskilde, så ville sygefraværet stige. Der er vi slet ikke længere,« siger Pia Pedersen.
Pengene fra Forebyggelsesfonden gives til nedslidningstruede brancher, og daginstitutionsområdet er i 2014 støttet med samlet set tre millioner kroner, som endnu ikke er brugt op. 
Essedalen fik 85.000 kroner, som blandt andet er gået til konsulenttimer, afvikling af en række tematiske personalemøder, et møde med overnatning, samt en dag med et fremtidsværksted, hvor alle byder ind med deres vildeste drømme om, hvordan hverdagen skal være - uden hensyntagen til økonomi, personalenormering, politiker- eller forældrekrav og alt det andet, der presser pædagogers hverdag. 
»Selvom der kan være langt fra drøm til virkelighed, er noget jo muligt. På fremtidsværkstedet talte vi meget om at få lov til at bruge hver vores særlige kompetencer og om at få tid til planlægning. Det er, når vi får det bedste ud af os hver især, at vi kan en masse sammen,« siger Thomas Nielsen. 

Om Essedalen i Glostrup
90 børnehavebørn og 55 vuggestuebørn.
Ansatte: 16 pædagoger, 16 medhjælpere, 1 i løntilskud, 1 i fleksjob, 2 studerende, 1 vikar samt køkkenansatte, 1 kontoransat og 3 i ledelsesteamet.

7 byggesten til trivsel
Åbenhed: Man siger åbent, hvis der er noget, man er frustreret over.
Kommunikation: Bør ske direkte til hinanden.
Tydelighed: Ledelsen melder klart ud om forventninger til arbejdet og de ansatte.
Forudsigelighed: Ansatte kan regne med, at rammerne for arbejdet er i orden.
Socialt samvær: Accept af sociale arrangementer og prioritering af personalemøder.
Social kapital: Tillid, medinddragelse og retfærdighed er grundlag for alt samarbejde.
Humor: Frustrationer påpeges med et glimt i øjet.
Kilder: Leder og tillidsrepræsentant i Daginstitutionen Essedalen.

Gør det for dig selv!
Det er arbejdsmiljøkonsulent Dennis Ohlsens råd til pædagoger, der søger arbejdsglæde. Han kommer rundt i mange børnehuse og fritidsinstitutioner som konsulent på projek­ter om trivsel og psykisk arbejdsmiljø, blandt andet projektet i Essedalen. Man skal gå på arbejde for sin egen skyld, er hans mantra. 
»I bund og grund er det, der betyder noget, at vi selv er tilfredse med det, vi har lavet. Når man går hjem som pædagog, skal man gerne tænke: 'Det har været en spændende dag, og det har været skægt at være sammen med børnene, og det har været interessant at følge deres udvikling. Det var dejligt, jeg kunne støtte den mor og give hende råd, og det var rart at kunne hjælpe min kollega, og jeg blev glad, da min leder lagde mærke til, hvad jeg laver'. Tænker man sådan, så føler man sig værdsat og glæder sig til i morgen.«.
Læs mere i interview med Dennis Ohlsen på bupl.dk